Vedtægter for den selvejende erhvervsdrivende institution Taarbæk Havn

§ 1.

Formål, hjemsted

Taarbæk Havn er en selvejende institution med hjemsted i Lyngby-Taarbæk kommune. Dens formål er at eje og drive Taarbæk Havn.

§ 2.

Ledelse

Taarbæk Havn ledes af en bestyrelse bestående af 5 medlemmer, hvoraf:

a) 2 vælges af og blandt de bådejere, der har fast bådeplads i havnen,
b) 2 udpeges af Lyngby-Taarbæk kommune.
c) 1 udpeges af de under a) og b) valgte bestyrelsesmedlemmer blandt de under a) nævnte bådejere.

De under a) nævnte bestyrelsesmedlemmer vælges på havnemødet, jf. §4, for 2 år ad gangen, således at 1 medlem er på valg hvert år.

De under b) nævnte medlemmer udpeges for kommunalbestyrelsens 4-årige valgperiode. Tiltrædelse af nye og fratrædelse af afgående medlemmer sker ved det første havnemøde, jf. § 4, efter kommunalvalget.

Det under c) nævnte medlem udpeges for samme valgperiode som de under b) nævnte. Udpegningen sker ved bestyrelsens konstituering ved havnemødet efter den 4-årige valgperiode. Kan der ikke opnås flertal for en kandidat, vælges dette medlem ved skriftlig afstemning blandt bådejerne.

Sker der afgang i valgperioden af et under a) valgt bestyrelsesmedlem, kan bestyrelsen indkalde et ekstraordinært havnemøde med henblik på valg af et nyt medlem for den resterende periode. Ved afgang af de under b) eller c) nævnte medlemmer, udpeger kommunen hhv. havnebestyrelsen et nyt medlem.

De under b) og c) udpegede medlemmer kan afsættes efter samme regler som de udpeges.

§ 3.

Bestyrelsens konstituering

Bestyrelsen vælger af sin midte en formand, en næstformand og en kasserer

Formanden leder forhandlingerne under bestyrelsens møder, der indkaldes med 14 dages varsel med angivelse af dagsorden.. Ved formandens forfald indtræder næstformanden i formandens funktioner.

Formanden forestår ledelsen af bestyrelsens forretninger og bistås herved af næstformanden. Løbende sager kan formanden på bestyrelsens vegne ekspedere i samarbejde med havnefogeden, uden at de forud har været forelagt bestyrelsen.

Kassereren forestår havnens regnskab og fører tilsyn med havnens ind- og udbetalinger.

§ 4.

Havnemøde

Bådejerne indkaldes til havnemøde hvert år i marts måned. Indkaldelsen sker ved opslag på havnekontoret og ved brev til bådejerne senest 3 uger før havnemødet.

Bestyrelsen vælger en dirigent, der leder mødet efter følgende dagsorden:

1. Formandens beretning
2. Gennemgang af havnens regnskab og budget
3. Valg af medlem til bestyrelsen
4. Eventuelt

Ved valg af medlem til bestyrelsen kan der kun afgives én stemme pr. båd. Hvis forfalden havneleje eller anden ydelse til havnen ikke er betalt senest 14 dage før havnemødet, kan der ikke afgives stemme for den pågældende båd.

§ 5.

Havnens drift

Bestyrelsen drager omsorg for havnens vedligeholdelse og forbedring og har tilsynet med havnens kasse- og regnskabsføring. Inden hvert års 1. september udarbejder bestyrelsen budget over havnens indtægter og udgifter for det kommende regnskabsår, bilagt en redegørelse for de nyanlæg og væsentlige vedligeholdelsesarbejder, der påtænkes iværksat i budgetåret.

Bestyrelsens regulativer for benyttelsen af og ordenen i havnen skal forelægges Lyngby-Taarbæk kommune til godkendelse.

På grundlag af ansøgninger om bådeplads i havnen træffer bestyrelsen beslutning om tildeling af pladserne.

Bestyrelsen ansætter og afskediger havnefogeden og andre funktionærer ved havnen og forhandler løn og øvrige ansættelsesvilkår.



 

§ 6.

Bestyrelsens arbejde

Formanden indkalder bestyrelsens medlemmer til møde så ofte, det findes nødvendigt eller hensigtsmæssigt, og er pligtig til at indkalde til møde når anmodning herom fremsættes af mindst 2 bestyrelsesmedlemmer.

Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 3 medlemmer deltager i mødet, og enten formanden eller næstformanden er til stede.

Bestyrelsens beslutninger træffes ved almindelig stemmeflerhed. I tilfælde af stemmelighed er formandens eller den fungerende formands stemme afgørende. Optagelse af lån, såvel som pantsætning eller salg af havnen eller dele af denne, kan dog kun finde sted efter enstemmig beslutning af den samlede bestyrelse. Dette kræver desuden godkendelse af Lyngby-Taarbæk kommune.

Over de emner, der behandles ved bestyrelsesmøderne, føres der protokol af formanden eller af et andet bestyrelsesmedlem efter formandens anvisning. Protokollen underskrives efter hvert møde af samtlige tilstedeværende medlemmer.

Havnen forpligtes ved underskrift af formanden i forening med et bestyrelsesmedlem eller af 3 bestyrelsesmedlemmer i forening. Bestyrelsen kan meddele prokura.

§ 7.

Hæftelsesforhold

For havnens forpligtelser hæfter alene havnens formue.

§ 8.

Regnskab

Havnens regnskabsår følger kalenderåret.

Over- eller underskud overføres til næste regnskabsår.

Inden udgangen af april måned afgiver bestyrelsen havnens regnskab for det foregående regnskabsår til revision af 2 af Lyngby-Taarbæk kommune antagne revisorer.

Årsregnskabet sendes til bestyrelsens formand med revisionens bemærkninger. Mulige antegnelser skal forelægges bestyrelsen til beslutning. Det reviderede årsregnskab med revisionens bemærkninger skal senest inden udgangen af maj måned forelægges Lyngby-Taarbæk kommune til godkendelse.

§ 9.

Vedtægtsændringer og opløsning

Til vedtagelse af beslutning om ændring af disse vedtægter eller om institutionens opløsning kræves, at mindst 4 af bestyrelsens medlemmer er for forslaget på et bestyrelsesmøde, hvortil medlemmerne er indvarslet med udtrykkelig angivelse af emnet. Dog er beslutningens gyldighed afhængig af, at den godkendes af Lyngby-Taarbæk kommune.

Ved institutionens opløsning træffer Lyngby-Taarbæk kommune afgørelse om, hvorledes de derved frigjorte midler skal anvendes i offentligt formåls tjeneste.

 

§ 10.

Overgangs- og ikrafttrædelsesregler.

Disse vedtægter træder i kraft, når den i § 9 foreskrevne ændringsprocedure er gennemført. I perioden fra vedtagelsen til den 31 december 2005 vælger Lyngby Taarbæk kommune dog 3 medlemmer. Udpegningen af det første under § 2 stk.1c nævnte medlem sker på det første havnebestyrelsesmøde efter vedtægtsændringen ligeledes gældende indtil den 31 december 2005.

 

Vedtaget på havnebestyrelsens møde den 17. maj 2004.



Godkendt af Lyngby Taarbæk kommune den 16. juni 2004.

 

 

Tilbage til forsiden