Reglement for ordens overholdelse i Taarbæk Havn
1.1.
Føreren af ethvert fartøj i havnen er pligtig at gøre sig bekendt med indholdet af dette reglement, der vederlagsfrit udleveres ved henvendelse til havnefogeden.
1.2.
Overholdelse af orden inden for havnens område påses af havnefogeden under overtilsyn af havnebestyrelsen.
1.3.
Inden for havnens område varetager politiet dog sine opgaver efter lovgivningens almindelige regler.
2. Regler for opankring, sejlads, fortøjning m.m.
2.1.
Ethvert fartøj, der ligger for anker kan af havnefogeden forlanges fjernet, når det efter dennes skøn ligger til hinder for fri og sikker besejling af havnen. Modsætter fartøjsejeren sig at flytte, eller sker flytningen ikke inden for en af havnefogeden fastsat tidsfrist, er denne berettiget til at foretage flytningen for fartøjsejerens regning.
2.2.
Fartøjer, der ankrer uden bydende nødvendighed på en måde, der strider mod disse bestemmelser, bærer selv det fulde ansvar for mulige følger heraf.
2.3.
Sejlads skal foregå med max. 3 knob; men der skal manøvreres således, at der ikke er risiko for beskadigelse af fartøjer i havnen og selve havneanlægget.
2.4.
Fartøjer med fast eller midlertidig plads må - bortset fra nødvendig forhaling ved optagning eller søsætning, reparation o.lign. - kun henlægges på de tildelte eller anviste pladser.
Forlades havnen et døgn eller for længere tid - således at en fast plads ikke anvendes, skal dette oplyses til havnekontoret med forventet hjemkomstdato.
Skiltet ud for pladsen vendes til "grønt" og hjemkomstdato anføres. Havnefogeden er bemyndiget til at udleje faste pladser, når de ikke benyttes af faste lejere.
2.5.
Gæstesejlere skal gå ind på en "grøn" plads. (De grøn/røde skilte er vejledende; kommer den faste pladslejer hjem - på trods af at skiltet er vendt til "grøn" - er gæsten pligtig til straks at flytte). Gæstesejlere skal snarest efter anløb melde sig på havnekontoret for betaling af havneafgift, og de henvises til at benytte de anviste pladser.
Forlades et gæstefartøj af hele besætningen i mere end 12 timer, skal der til havnekontoret opgives en kontaktperson, der inden for 24 timer kan flytte båden.
2.6.
Efterkommes et givet påbud ikke, kan havnefogeden lade fartøjet flytte på ejerens regning og risiko. Hermed forbundne udgifter til tovværk, mandskab og lignende bæres af fartøjsejeren, ligesom eventuelle skader på fartøjet ikke kan forlanges erstattet.
2.7.
Der må kun fortøjres til de dertil indrettede fortøjningsredskaber.
2.8.
Alle fartøjer skal anvende fortøjninger, der er afpasset efter fartøjets størrelse og vejrliget. Fortøjninger skal holdes indenfor den plads, fartøjet optager. Fartøjer skal affendres således, at der ikke opstår skader på andre fartøjer eller havneanlægget.
2.9.
Fartøjer må kun ligge kortvarigt ved søsætningsområder (ramper) og ved mastekranen og udelukkende i forbindelse med benyttelse af disse faciliteter. Findes et fartøj uden besætning ved de nævnte områder, kan havnefogeden uden varsel fjerne det for ejerens regning og risiko. Alle hermed forbundne udgifter pålægges bådejeren.
2.11.
Bliver det af pladshensyn nødvendigt at fortøje flere fartøjer på siden af hinanden, skal de som ligger nærmere bolværket affinde sig med at mandskab fra udenpå liggende fartøjer har fri passage over dækket.
Mandskabet fra de yderste både skal så vidt muligt passere over fordækket på de inderste både.
2.12.
Slæbejoller må kun anbringes ved fartøjet, såfremt det kan ske inden for pladsens rammer og uden gene for andre fartøjer. Slæbejoller skal medtages, når fartøjet forlader havnen.
Havnefogeden afgør, om et fartøj kan betegnes som en slæbejolle.
2.13.
Et fartøj må ikke oplægges i havnen eller på havnens område uden havnefogedens tilladelse. Dette gælder også bådtrailere.
2.14.
Fartøjsejeren har ubetinget pligt til jævnligt at tilse sit fartøj, når det henligger i havnen og drage omsorg for, at det er lænset, vel fortøjret og affendret, ligesom fartøjsejeren under oplægning på land har ubetinget ansvar for at sikre, at fartøjet er forsvarligt afstivet og eventuel afdækning er passende fastgjort.
Hvis havnefogeden skønner, at et fartøj er blevet forladt i eller på havnens område, er denne, efter offentlig meddelelse berettiget til at tage det i forvaring og fjerne det, opbevare det eller på anden måde disponere over det, alt sammen på ejerens risiko og regning.
2.15.
Strander, synker eller efterlades et fartøj inden for havnens område eller tilsejlingen til denne, og fjerner fartøjsejeren det ikke inden for en af havnefogeden fastsat rimelig tid - eller kan ejeren ikke kontaktes - kan havnefogeden foranstalte fartøjet fjernet.
Havnen er berettiget til at få de dermed forbundne udgifter dækket af fartøjet eller af dets ejer.
2.16.
Vrag må ikke indbringes i havnen uden havnefogedens udtrykkelige tilladelse.
3. Optagning, reparation, brændstof m.m.
3.1.
Efter anmodning optages og søsættes bådene af havnens mobile kran, der betjenes af havnefogeden eller af en af havnefogeden godkendt stedfortræder.
Både, der har plads på havnen i vinterhalvåret, skal optages senest 15. november (hvis ikke andet er aftalt).
Efter denne dato kan både ikke forventes optaget af havnens kran.
Både, der har stået på land i vinterhalvåret, skal være søsat senest 10. maj. I modsat fald skal der betales dagbøder, som fordobles efter de første 7 dage.
Søsætning/optagning må kun foretages ved de af havnefogeden anviste bolværker, ramper og lignende.
Ved aftagning og isætning af master, må disse og vedkommende grej kun efterlades ved kraner og på kaj i et tidsrum, som er nødvendigt for aftagningen eller isætningen.
3.2.
I forbindelse med klargøring af både på havnen, skal det indskærpes, at den til enhver tid gældende miljølovgivning skal overholdes, herunder at der sker opsamling og bortskaffelse af malingsrester inklusive afslib og/eller afslebet maling.
Umiddelbart efter søsætning/optagning er fartøjsejeren pligtig til at rydde kajen for bukke, vogne, støtter, maling og andet grej.
Behandling med sand må kun foretages efter samråd med havnekontoret.
Mastekranen står til bådejernes disposition, og benyttelse sker på bådejernes eget ansvar. Efter hver benyttelse skal der ryddes op, og kranbommen skal gøres behørig fast.
3.3.
Fartøjer, bådvogne og master m.m. skal anbringes på de arealer, der er bestemt dertil, og kun efter aftale med havnefogeden.
3.4.
Fartøjer og bådvogne m.m., der henstår på havnens arealer uden tilladelse eller ud over en tilladt tidsfrist, er havnefogeden berettiget til umiddelbart at fjerne for ejerens regning og risiko.
3.5.
Benzin må ikke forefindes i både på land.
Opbevaring af depoter med motorbrændstof, smøreolier og flaskegas må kun finde sted med havnens og brandvæsenets tilladelse.
Ved brændstofpåfyldning og smøring skal træffes alle forholdsregler til at sikre mod enhver form for olieudslip, forurening og antændelse.
Mindre forureninger og spild skal straks anmeldes til havnekontoret. Håndteringen er på forårsagers regning. Større udslip skal yderligere meddeles til Søværnets operative Kommando.
3.6.
El må kun være tilsluttet både på land, når ejeren er om bord eller er i umiddelbar nærhed af båden.
Der stilles ikke kabler til rådighed fra havnens side til brug i stikkontakter på moler og broer.
Overbelastning og deraf følgende udfald, skal straks meddeles havnefogeden og instruktioner følges. Havnefogeden skal til enhver tid gives adgang til at inspicere fartøjer, der konstant overbelaster systemet.
Der stilles ikke vandslanger til rådighed fra havnens side. Vand må kun anvendes som nødvendigt, og slanger fjernes straks efter brug.
4. Forskellige ordensbestemmelser
4.1.
Fartøjer, der ligger fortøjet, skal fastgøre fald o.lign., således at de ikke klaprer mod masten. Det er ikke tilladt at flyve reklameflag, bannere m.m. uden havnekontorets tilladelse.
4.2.
Henkastning af affald af enhver art i havnebassiner eller på havnens område er forbudt. Der henvises til benyttelse af de på havnearealet opstillede affaldsbeholdere.
4.3.
Miljøfarligt affald så som spildolie, malingsrester, fortynder o. lign. må ikke anbringes i eller ved de almindelige affaldsbeholdere, men skal afleveres i de dertil indrettede specialbeholdere.
4.4.
Udpumpning af marinetoiletter eller olie-/brændstofholdigt vand i havnen er forbudt.
4.5.
Badning og fiskeri inden for havnens område samt fra molehovederne er forbudt.
4.6.
Afholdelse af stævner, der anvender havnens faciliteter, skal aftales med havnefogeden i god tid.
Andre arrangementer såsom udstillinger o.lign. kræver havnefogedens godkendelse.
Hunde skal føres i snor overalt på havnens område og må kun komme på broer og moler i forbindelse med at de bringes til eller fra borde. Deres efterladenskaber skal straks fjernes af hundeføreren.
Der må ikke opstilles grill på brændbart underlag, broer o.lign. Griller skal fjernes umiddelbart efter brug, af hensyn til gangarealet på molerne.
5. Havneopsyn, skadeserstatning, straffebestemmelser
5.1.
Alle skal udvise en sådan adfærd og opførsel, at de ikke er til gene for andre.
Alle har pligt til at rette sig efter havnefogedens anvisninger, også efter anmodning om at fjerne sig fra havnens område.
5.2.
Mener nogen sig forurettet af havnefogeden, kan sagen indbringes for havnebestyrelsen, men et af havnefogeden givet påbud skal under alle omstændigheder efterkommes.
5.3.
Hvis en fartøjsejer eller en anden bruger af havnen ikke efterkommer nærværende reglements bestemmelser, eller de af havnefogeden givne pålæg så hurtig, som det skønnes nødvendigt af havnefogeden, er denne berettiget til at træffe de fornødne foranstaltninger til, at sådant sker.
For beskadigelser, som derved måtte blive påført fartøjet med udstyr eller andre genstande, kan ejeren ikke forlange erstatning.
Ejeren er pligtig til at erstatte de udgifter, som de udførte foranstaltninger måtte have medført.
5.4.
Opståede skader på havneværker og fartøjer eller andre ulykker eller forhold, som udsætter personer eller ejendom for fare, skal straks meddeles havnefogeden.
5.5.
Fartøjsejeren er ansvarlig og erstatningspligtig for den skade, som han, hans mandskab eller fartøj måtte anrette på havneværkerne, havnens ejendele eller andre fartøjer, ligesom alene fartøjsejeren bærer risikoen for sit fartøj ved benyttelse af havnen.
Overtrædelse af de i dette reglement givne forskrifter kan straffes med bøde og/eller fortabelse af ret til bådplads i havnen. Havnefogeden er beføjet til at foreslå den, der overtræder reglementet at afgøre sagen ved erlæggelse af en af havnefogeden fastsat bøde.
I mangel af en sådan mindelig ordning, eller såfremt bøden ikke betales inden fastsat tidsfrist, overgår sagen til behandling ved politi og domstol.
Alle bøder, der hidrører fra overtrædelse af dette reglement, tilfalder havnen.
6. Ikrafttræden m.m.
Dette reglement, der er udfærdiget i medfør af § 14 i Lov nr.316 af 16. maj 1990 om trafikhavne m.v., er godkendt af Kystinspektoratet ved brev af 2. februar 1999 i overensstemmelse med § 3 i Bek. nr.352 af 6. maj 1994 om Kystinspektoratet beføjelser, til ikrafttræden den 1. juni 1999.
Godkendt af Lyngby-Taarbæk kommunalbestyrelse, den 22. marts 1999.
Dette reglement erstatter bestemmelser for ordenen mv. i Taarbæk Havn af 7. juni 1983, som samtidig ophæves.