
Havnen er bygget i 1864.
Midlerne til bygningen var primært en gave fra baron Hambro i London. Herudover blev indsamlet penge i lokalsamfundet, ligesom et par velhavere støttede sagen. Fiskerne medvirkede til projektet ved hoveriarbejde.
Da havnen stod færdig – i en størrelse svarende til inderhavnen – var der så ingen, der vidste, hvem der var ejer af havnen. Men det var heller ikke så vigtigt for byen, havnen var der og fiskerne drev den ved en bestyrelse, valgt af deres midte.
I første halvdel af 20. århundrede svandt antallet af fiskere langsomt, samtidig med at lystbådene begyndte at rykke ind.
I 1970’erne var der meget få fiskere tilbage, og det blev klart, at man måtte finde frem til en holdbar ejer- og ledelsesform. I 1974 blev havnen en selvejende institution.
Herefter er havnen ledet af en bestyrelse, der består af 5 medlemmer.
De to medlemmer vælges af Lyngby-Taarbæk Kommune og de 2 af bådejerne, som både omfatter fritidsfiskere og lystsejlere. Det sidste medlem vælges af de øvrige bestyrelsesmedlemmer.